Der findes et ordsprog om at få en autisme diagnose som voksen. Det lyder sådan “autisme er arveligt, forældrene arver det fra deres børn”.
Meningen er at at forældre kan genkende deres børns vanskeligheder i skolen og generelt fra deres egen barndom. Det får mange til at stille spørgsmål ved de identitets- og personlighedstræk, man før måske bare har gemt væk.
Det er sjældent bare rent lagkage at få denne nye viden om sig selv, medmindre det ene lag i kagen består af stress, pyntet med frustrationskrymmel.
Andre gange kan det være en lettelse at få bekræftet, at der er en grund til, at man har haft svært ved visse ting; at man har følt sig udenfor i sociale sammenhænge, at visse jokes ikke virker sjove og at man kan finde ro i denne erkendelse.
Ofte kommer det ikke som en overraskelse, mange henvender sig selv for at få en autisme udredning fordi der er for mange ting i ens liv, der passer på en autisme diagnose. Andre går til lægen for at få hjælp til gentagne depressioner og stress sygemeldinger og går derfra med nogle meget store overvejelser og en ny identitet.
Der kan være mange følelser involveret i processen: frustration, afmagt, skam, tristhed, håb for fremtiden, sorg over de mange sårede følelser og misforståelser, ensomhed og skyldfølelse for bare at nævne nogle.
Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at håndtere denne nye viden om sig selv på, det handler bare om at forholde sig til en ny virkelighed og så tage det et stykke af gangen.
Det er utrolig mange gode og dårlige råd om hvordan diagnosen ikke ændrer hvem man er. Men visheden om, at der er en grund til ens udfordringer, kan ændre hvordan man ser på sig selv samt hvordan man opfører sig i sociale sammenhænge. I de bedste omstændigheder bliver man mødt med forståelse og accept af sine nærmeste, det er bare desværre ikke altid virkeligheden. Nogle gange bliver man mødt af mistro og skepsis. Udtalelser såsom “lidt autist er man vel altid” eller at man bare er sart, gør det svært at finde sin plads i livet med sin nye diagnose.
Vores samfund producerer ikke voksne personer med autisme uden traumer. Pres under skolegang, forventninger i voksenlivet man ikke kan indfri, følelser man ikke ved hvordan man skal håndtere, forhold, der påvirker en negativt, ansvar man ikke kan opretholde i længden, det slider alt sammen hårdt på personer med autisme.
Der er trøst i at vide, at man er en normal zebra og ikke en sær hest. Man kan ikke finde et fælleskab med andre zebraer hvis man ikke ved, at der er der man hører til. Og det er ikke muligt at være en glad og sund zebra hvis man hele sit liv føler sig som en mislykket hest.